Mit personlige sprog: Kærligheden bag ordet 'unger'

Her pjatter tre unger med deres far i Paris

Apropos sprog og sprogbrug - om ordet 'unger' der har en stor vægt i min personlige historie.

I min bog er ordet 'ungerne' et ord fyldt med kærlighed, tillid, selverkendelse og omsorg. Jeg bruger det i flæng, og der er den udbredte misforståelse, at det er lidt nedladende ment, at det betyder en rodet flok af snavsede børn - men i min bog har ordet 'unger' følgende historie:

Da jeg var fem år blev mine forældre skilt, og jeg kom til at bo hovedparten af tiden hos min mor. Fire år senere fik min mor en ny kæreste, en dejlig mand, der flyttede fra sin kone og sine to børn for at leve sammen med os. Det er en almindelighed, at dette ikke er nogen let familiekonstellation, og i begyndelsen af firserne var det ikke helt så almindeligt og velbeskrevet og gennemforsket som det er i dag.

Her er min første unge, stor og dejlig i en pool i Andalusien

Min stedfader forvaltede det med stil. Han var fuld af sjov og ballade, trak en masse af det praktiske læs og løftede helt uden tvivl stemningen i vores familie. Og hele tiden var han helt ærlig omkring, at vi (min bror Thomas og jeg) ikke var hans børn, at han savnede sine egne børn, at det var svært for ham. Han benævnte at han kunne lide os, senere at han holdt af os - men først efter nogle år, sagde han:

I er sgu mine unger!

Det var en stor dag, jeg husker det med stor tydelighed - selvom det egentlig bare foregik hen over stegning af frikadeller og almindeligt kaos i den storfamilie vi jo var blevet på det tidspunkt. Bortset fra min mands og mine børns, er dette den største kærlighedserklæring, jeg har fået i mit liv. Og derfor er ordet 'unger' helt særligt for mig. 

Vi har alle disse særlig ord, dette unikke, historieforankrede sprog. Fælles historier, danner fælles sprog og derfor også dybere personligt fællesskab mellem venner og i familier og på arbejdspladser - ja - obviously: i fællsskaber. Det er spændende at spørge til andres sprog og lytte til deres særlige historier, og det er vigtigt at kende sit eget. Og vide, hvornår det er på sin plads og hvornår det er nødvendigt at justere, så man bliver forstået.

Her er min mand og tre af ungerne på en gravhøj i Odsherred

Her har jeg valgt at forklare, for jeg vil så gerne kunne bruge et af mine favorit-ord på mit offentlige website, hvor nærved ingen kender min personlige historie. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her

Kommentarer til denne artikel fra mit gamle site: