Hjemmeskole. Hvad er det nu for et flip?

Der er så afsindig langt fra der, hvor jeg kom fra til der, hvor jeg er nu. Så langt, at jeg føler mig ude af stand til at fortælle. Og samtidig er hjemmeskolen nok det mest radikale valg i flokken af anderledesheder i vores flipperfamilie, og derfor også centralt vigtigt at fortælle om - når nu tonen skal være autentisk og inspirerende. Her kommer første skud af tanker og forklaringer og vinkler på, hvorfor og hvordan og hvad det indebærer og hvad i alverden det går ud på - det der med at lade være med at sende sine børn i skole. 

 

 

For det første.

Hjemmeskole er en mulighed, som er fuldstændig lovlig og egentlig også retså ok let tilgængelig i Danmark. Men valget er ekstremt. At lade være med at sende sine børn i skole, er meget langt udenfor boksen, og vi mødes med øjenbryn, som med lynets hast farer om i nakken på folk, når vi fortæller, at de fleste af vores børn ikke går i skole.

 

I dags artikel om, hvad hjemmeskole vil sige i familien Spelt, bliver bygget over fire temaer: Nummer et - det juridiske: hvad sker der for det? MÅ man overhovedet lade være med at aflevere børnene i skole?! Har vi ikke skolepligt? For det andet spørgsmålet om arbejde versus fritid. Holder hjemmeskolefamilier så weekend altid? For det trejde: Hvad ER hjemmeskole, ligner det "almindelig skole", bare hjemme ved køkkenbordet? Og for det fjerde: Det store og umulige spørgsmål. HVORFOR i alverden gør vi det? Hvad er meningen?

 

Nummer et: Det juridiske: Er det overhovedet lovligt?

Ja. I Danmark er der undervisningspligt, ikke skolepligt. Forældrene har ret til selv at tage ansvaret for denne undervsining, og gør de det, kaldes det hjemmeundervisning (HU). Undervisningen kan forestås af forældrene, af netværk, af privatlærere – det bestemmer man selv. I øvrigt er undervisningen underlagt friskoleloven. For de interesserede vil jeg anbefale frilæring.dk, hvor de garvede koner i HU-sammenhæng vældig pædagogisk og klart har formidlet lovgivning og praksis.

 

Nummer 2. Har man så weekend altid?

Nej.

Der sker de mest utrolige relationelle ting, når man tager tilknytningen til børnene tilbage og undlader at aflevere dem. Det er IKKE som at have weekend, fordi der ikke skal samles op på fornemmelsen af at høre sammen, fordi der ikke er et opsparet behov for kontakt og opmærksomhed, og fordi der ikke er underskud af TID til at være sammen. Man kommer til at lære hinanden rigtig godt at kende og det ”krævende og insisterende” ved samværet med børnene damper af og bliver stille og roligt. Det gjorde det i hvert fald for mig, da jeg tog min dengang toårige datter og femårige søn ud af institutionerne (opklarende: Jeg har senerehen fået et barn mere, og mine hjemmebørn i dag er hhv to, fem og otte år - de to ældste officielt hjemmeskolede. Derudover har jeg et barn mere, på fjorten, som går i skole). 

Så det er ikke weekend. Det er slut med weekend. Men det er også slut med stressede morgener, hente børn i mørke, våde flyverdragter og fart på sengetiderne. Det er slut med madpakker og forkølelse, slut med forældermøder og at sy navn i jakkerne.

Og ret mange andre, langt mere alvorlige ulemper, som jeg ikke ser nogen grund til at remse op her i første omgang. 

Nummer tre. Underviser man dem så ligesom i skolen?

Ja. Og nej. Det bestemmer man jo selv. Når man selv overtager ansvaret for sit barns undervisning, forpligter man sig på at have en plan og en pædagogisk vision (så vidt jeg lige husker). Disse skal godkendes af tilsynet, men skal IKKE nødvendigvis være mage til folkeskolens.

Alle hjemmeskolefamilier forvalter undervisningspligten forskelligt. Jeg vil gerne i særskilte artikler fortælle om vores hjemmeskolepraksis. Her vil jeg blot indrømme, at vi først og fremmest lever vores liv. Når matematik fænger, løser vi matematikopgaver. Når solen skinner tager vi på stranden. Når det er snevejr, drikker vi varm kakao. Mit primære hensyn er trivsel, jeg har altid mit fokus på det gode liv. Og jeg bekymrer mig ikke en hat mere om, hvorvidt mine børn lærer at læse, end om hvorvidt de lærer at spise ostemadder, give hånd og køre på cykel. Eller spille minecraft, eller chatte på engelsk. Mine børn lærer det, de skal lære. Og mere til. Af egen lyst og med let pres fra min side. Der er intet rigtigt system, vi holder ikke skole med skolebøger, men vi lader heller ikke være.

I perioder praktiserer vi noget, som ligner skolearbejde i en times tid om formiddagen ved køkkenbordet, og hver gang kan jeg konstatere, at på de akademsike barometre, lærer de præcis lige så meget i perioder, hvor vi ikke "leger skole" som i perioder, hvor vi gør. Så det er i det store og hele for sjov, vi leger skole. For noget af det er jo sjov. Og det som virkelig ikke er, det gider vi ikke spilde vores tid med. 

Nummer fire. Den svære. Men hvorfor?!. Hvorfor i alverden gør I det?

Ja. Det er her, øjenbrynene er helt omme i nakken, det er her, det kradser. Men det er bare også her, det bliver virkelig vanskeligt at svare.

Den korte version er: Fordi det er den livsstil, som giver bedst mening for os.

Den paranoide (og det ikke sagt spor sarkastisk) er: Fordi skolen er en masseproduktions-fabrik, som laver lydige skatteborgere.

Den flippede: Fordi vi synes det er vigtigt at være sammen og realisere, det vi brænder for.

Den hyggelige: Fordi det er for vigtigt og for dejligt at følge tulipanerne i haven, at nyde solen, at spise brownie til frokost, at morgenhygge under dynerne i timevis på vinterdage.

Den pædagogiske: fordi vi mener, uddannelse, udvikling, læring, er noget som spontant sker i menneskers liv, når man ikke forstyrrer og stopper det, fordi vi 100% tror på vores børns evne til at finde vej i deres ønsker om at forstå, gribe, bearbejde og sanse verden på en måde, som er langt sjovere, langt mere effektiv OG langt bedre end en virkelighed sammen med mere end 20 jævnaldrende i et topstyret skolesystem.

Den filosofiske: Fordi vi er imod det livssyn, hvor man skal ofre sit liv nu for at få et godt liv senerehen, vi tror på at hver eneste dag er en gave, og bør begribes og fyldes som sådan, ikke anvendes til strategiske formål.

Den anarkistiske: Fordi vi ikke i ret høj grad tror på arbejdsmoral og gentagelse. Man kan lynhurtigt lære at læse, at tale et fremmedsprog, at køre på cykel, når man oplever det er vigtigt. I skolen bestemmer man ikke selv, hvornår man skal lære hvad. Det gør man i langt højere grad hjemme.

Okay. Der er MANGE grunde til at vi gør det, vi gør. Ovenstående blot et krads i overfladen. Jeg vil gerne henvise til Sir Ken Robinson igen, og også Sugata Mitra, mine store skolemæssige inspiratorer.

Og jeg vil også gerne indrømme, at denne artikel ikke er den mest beåndede, jeg nogen sinde har skrevet. Men succes er: at være kommet i gang med at dele ud af, hvad det vil sige at hjemmeskole. Giv den gas med masser af spørgsmål, så svarer jeg med glæde. Men klap gerne i med at debattere om vi bør hjemmeskole vores børn. For det er heldigvis vores helt eget, private ansvar. 

Læs mere om hjemmeundervisning i mine andre artikler om emnet. 

Læs flere artikler i: